Den dag Jimmy vandt pokalfinalen med Sporting Kansas City
KANSAS CITY: Tallet 8812 vil for altid være indprentet i vores hukommelse. Det var nemlig den dato Jimmys klub, Sporting Kansas City, vandt pokalfinalen på hjemmebane.
Aftenen startede ellers ikke for godt. Hele vejen til stadion havde vi højt solskin og 36 grader, men straks efter vi havde sat os på vores pladser, lige da 2. keeper’en løb ud for at varme op, begyndte de mørke skyer at overtage himlen, og det kan kun betyde en ting her… søg i læ!
Uvejr truede med at aflyse
På få sekunder stod himmel og jord i et, det lynede og tordnede, og hagl blandet med regn væltede ned, og på mindre end 15 minutter faldt temperaturen fra 36 til omkring 21 grader.
Med det samme begyndte folk at følge med i vejrudsigten, for normalt bringer den slags vejr tornadoer med sig.
Kampen blev udsat på ubestemt tid, og vi kunne kun vente og se, hvad der skulle ske. Jeg tror nok, vi alle havde bange anelser for, at kampen ville blive aflyst.
Tre kvarter senere var det hele ovre, og meget symbolsk hang to regnbuer over stadion, da hele holdet endelig kunne løbe ud og varmet op.
Straffesparks-gyser
Det var en dramatisk start, og samtidig en flot indledning til kampen.
Efterhånden som kampen skred frem, kunne vi mærke, hvor det bar hen. Efter 120 minutters spilletid skulle vinderen findes via straffespark. Noget jeg virkelig hader - fordi jeg skal stå der med nerver på og håbe at Jimmy helt mirakuløst tager bolden - ingen regner jo med, at keeperen redder den, vel?
Omvendt elsker Jimmy straffespark, for her kan han rigtig få lov til at slå sig løs og køre på modstanderens nerver. Rent faktisk ligner han i disse situationer en skræmmende monsterpsykopat, SÅ fokuseret er han!
I løbet af de sidste minutter var vi hele følelsesregistret igennem. Vi grinede, græd, skreg og mistede stemmen, hoppede op og ned af lykke og af ærgrelse. Men heldigvis endte det hele som vi havde håbet. Kun 2 af i alt fem straffespark røg ind bag Jimmy.
Vi kom med på banen
Efter kampen var ovre, skulle der deles medaljer ud, og jeg kan godt fortælle, at det var et af de stolteste øjeblikke NOGENSINDE.
Og som Jimmy nu er, kom han ud med medaljen til mig, og hentede børnene så de kunne komme med ind og fejre på banen - vi er jo alle fire et team. Det er blandt andet den slags, der gør Jimmy til en ener.
Som folk og fans i Kansas City vil gå rundt og sige i mange år frem: ”I was there when we painted the wall!”