FCK-talentet Andreas Cornelius indledte afstraffelsen af AaB i slutningen af 1. halvleg. Foto: Scanpix

Drengene fik en lærerig lektion

KØBENHAVN: AaB er et hold midt i begyndelsen af en lang proces. Det, der vel i realiteten er klubbens egne ungdomsspillere, er garneret med et nogle garvede seniorer som Thomas Augustinussen, Rasmus Würtz, Kenneth Emil Petersen og Anders Due, ved at gennemgå en udvikling fra drenge til mænd. Fra u19-rødder til en fuldtonet Superligaenhed.

Der er nordjyderne ikke helt endnu, selvom perspektiverne er iøjnefaldende.
Det betyder, at der vil blive kampe, hvor holdet får mærkelige udfald og taber hjemme til for eksempel Silkeborg og Esbjerg. Men det bevirker også, at der er kampe, hvor AaB’erne bliver decideret overmatchet. Det sidste var tilfældet i hovedstaden. FC København var på dagen ganske enkelt bedre end AaB. Og løverne brølede ikke engang helt for alvor.
AaB blev mast af et hold, der var langt mere udviklet fysisk og ikke mindst langt bedre organisatorisk. Derfor var det svært at tælle til ret mange AaB-chancer i opgøret.
Selvom nordjyderne fik meget tid og plads med bolden, kunne de ikke spille sig igennem de to bagerste FCK-kæder, der var særdeles kompakte. Hjemmeholdet lukkede rummene ned.
Der var også alt for få løb for boldholderen og alt for lidt fart i cirkulationen med læderet. Og når AaB’erne endelig fik bragt sig selv i nogle potentielt farlige situationer, så var FCK-spillerne overlegne på det fysiske parameter.
Han er 17. Kun 17. Det skal man huske, når man kritiserer Lucas Andersen for præstationen i Parken. Men han havde ikke en chance overfor de hærdebrede Sigurdsson og Stadsgaard i det centrale FCK-forsvar. Det var som dåbsattesten illustrerer en dreng mod to mænd. Og det mønster gik igen. Kasper Kusk, ligeledes klejn, blev afmeldt på kanten. Og centralt havde Thomas Augustinussen en grum offday.
Men AaB skal ikke tage nederlaget så tungt. FCK bliver formentlig dansk mester i denne sæson og den slags kampe her lærer man utroligt meget af. Der er ingen grund til bekymring.

Tilbage